Der er megen snak i disse år om det bureaukratiske kontrolsystem i det offentlige. Det har jeg også nogle erfaringer med, og dem vil jeg dele her og lave politik ud fra. Systemet er nemlig ikke faldet ned fra himlen. Vi har selv skabt det!

Og her tænker jeg ikke kun på politikerne.  Bureaukrati er ikke kun det onde. Der kan være mange gode grunde til at have bureaukratisk administration. Naturligvis er der brug for en vis form for styring til at sikre kvalitet for pengene – have kontrol med økonomien; det er vigtigt både at koordinere og dokumentere, hvis eksempelvis en sygehjælper skal give medicin til en ældre borger. Jeg vil aldrig fjerne bureaukratiet, for noget skal vi have.

System er blevet for omfattende. Balancen er ikke, som vi helst så den. Frygten for at fejle har medført, at der er blevet lagt lidt kontrol til igen og igen, og nu står vi med en situation, hvor kravet om dokumentation har nået urimelige højder.

Kommunernes medarbejderne er dygtige og veluddannet. Det gælder både personale og ledelse. Vi dokumenterer og tæller, bl.a. fordi vi ikke har den fornødne tillid. Gør vi det for borgernes eller systemets skyld? Når vi som politikere og borgere viser personalet tillid, så giver vi også personalet mulighed for at udnytte deres faglighed på den bedste måde.

Jeg bygger primært mine holdninger på baggrund af min egen erfaring som leder i Ældre- og Handikapforvaltningen i Odense Kommune. Og jeg vil gerne dele et godt eksempel med jer.

Vi oplevede, at der var mange krav til dokumentation i forbindelse med omsorgsarbejdet. Igen: Noget dokumentation er nødvendigt, men vi følte, at mængden var begrænsende for os. Vi ville have noget andet, noget lettere, noget blødere. Vi blev enige om, at vi skulle forsøge at bruge et system baseret på ydelser og ikke på minutter. Det betød, at når hjemmehjælperen f.eks. havde til opgave at rengøre et badeværelse handlede ikke det ikke om at der var tildelt et specifikt antal minutter. I stedet var borgeren blevet tildelt en bestemt ydelse. Det gjorde, at vi kunne fokusere på samspillet med borgeren, så han eller hun faktisk fik hjælp – løst hverdagens udfordringer. Alt dette gav et personligt råderum. For leder, borger, plejer og visitator. Det blev et opgør med minuttyranniet.

Vi sparede ikke nogle penge på denne manøvre. Det var heller ikke meningen. Vi ville give en bedre ydelse og gøre hverdagen bedre for hjemmeplejerne. Råderum handler for mig nemlig ikke om penge. Det handler om overskud og tillid.

Med denne erfaring i hjertet, tror jeg på, at tillid til fagligheden er vejen frem. Fagligheden skal bringes i spil lokalt. Vi skal tro på, at de godt kan derude!

Nedskæring af bureaukratiet er en nem holdning at have i medgang. Faktum er bare, at kommunerne er overfølsomme overfor negative situationer. Medierne tager gerne enkeltsituationer og generaliserer over dem, hvilket ofte har medført, at der skal ændres fra politisk hold. Det er netop her, vi skal vise den tillid til faglighed og erfaring, som jo er den afgørende faktor, når vi skal sikre kvaliteten for borgerne – ikke bare indføre mere bureaukrati for at tilfredsstille medierne.

Jeg vil som politiker give den samme tillid, som blev vist mig i sin tid.