Kultur er en dynamisk investering, der er god på både den korte og den lange bane; i det synlige og det knapt så synlige. Skal vi kritisere alle de initiativer, der gives penge til, eller skal vi have tillid til de mange entreprenante personer, vi har i Odense, og som tror på kulturen. Jeg tror på det sidste, og i dette indlæg fortæller jeg hvorfor.

Kultur gør Odense til en dejlig by at bo i

Vi vil gerne have, at Odense er en interessant by at bo i. En perlerække af initiativer gør, at Odense er en by, hvor der sker noget. Odense er en stor studieby, og vi ønsker, at de unge mennesker bliver så glade for byen, at de gerne vil blive. Når alderen er til børn og børnebørn, skal der også være mange kulturelle muligheder at tage på eventyr i.

Skabelsen af jobs via kulturinvesteringer

Kulturinitiativer skaber jobs som ringe i vandet. Vi skal derfor være dygtige til at spotte de muligheder, der opstår, så kulturinvesteringer ses i det rigtige perspektiv. Det kan godt være at vi støtter noget, som ikke lige giver et afkast i år eller det næste år, men som i stedet skal have lidt tid. Men ikke alt skal have evig tid, for det er skatteydernes penge, så omtanke er vigtigt. For at få flere initiativer i søen kunne man også forsøge sig med en lånemodel, hvor kommunen låner pengene, men hvor kulturprojektet kun betaler tilbage, hvis det giver overskud. Det ville kunne frigøre nogle penge til endnu mere kultur. Det kunne muliggøre endnu flere økonomisk bæredygtige projekter, som måske ellers aldrig ser dagens lys.

Kultur og arv

Alt i denne by skal ikke være nyt. Vi skal værne om de gamle ting, vi har i Odense. Det giver byen en historie; en dybde. At gå i gader med brosten og se på huse med bindingsværk har sin charme. Vi skal ikke glemme den charme. Museerne er institutioner, som i disse år udvikler sig, for med den rivende udvikling bliver det vigtigere og vigtigere at forstå Odense i en større ramme. Jeg vil som politiker arbejde for den udvikling.