Hvem er Jerry egentlig? Jeg vil ikke kede jer med lange beskrivelser, om mine bedste familieoplevelser eller hvad mine 3 voksne børn går og laver. Det er fint nok, men der skal jo alligevel være lidt om mig her på siden.

I det daglige er jeg leder af et viden- og udviklingscenter på Erhvervsakademiet Lillebælt. Vi arbejder primært med velfærds- og sundhedsteknologi, hvilket er nogle emner, der optager mig meget. Jeg nyder mit arbejde. Jeg arbejder med at ændre ting til det bedre, og det er også derfor, jeg nu har valgt at gå ind i politik. Jeg tror på den gamle tanke i politik om, at man gør sig en masse erfaringer i sit liv, og så går man ind i politik med de perspektiver. Man siger nu lidt smart, at jeg kommer ind udefra, og det er præcist meningen: Jeg har noget på hjertet.

Jeg er typen, som hele tiden søger indflydelse. Jeg er ham på kassen i midten, der gerne vil have overblikket over alt hvad, som sker omkring mig. Jeg har været i bestyrelsen i Lederne Fyn i otte år, og nu er jeg formand for den. Igen: Det handler om at være, hvor der sker noget.

Denne aktive tilgang har også bragt mig lidt rundt omkring. Jeg startede som rådgivende konsulent i DSB, derefter fortsatte jeg i ledende stillinger i Odense Kommune, bl.a. på beskæftigelses- og handicapområdet. Jeg trækker også på mange gode erfaringer fra Teknologisk Institut, ligesom jeg havde et enormt spændende år i DTI Robotics i Atlanta.

Jeg har altså involveret mig i byen gennem mange år, og jeg ser frem til på den ene eller anden måde at fortsætte det.